Ferrari, når det kommer til biler, kan meget vel være den "sidste cookie i pakken". Men når det kommer til at vide, hvordan man behandler sine kunder, efterlader han alle med en modig "bitter i munden".
Efter skælduden, der involverede journalist Chris Harris og det italienske mærke, krævede Ferraris "snobberi" endnu et offer. Denne gang, på den anden side af Atlanten, hos den officielle Ferrari-forhandler i byen Ontaro (USA).
Robert Maduri, redaktør af en bilblog og kunde af mærket i 5 år, gik til standen interesseret i at købe en ny "omspændende hest". Men så snart han trådte ind i koncessionshaveren, blev han overvældet af følelsen af "du hører ikke til her", "du blev ikke valgt". En uro, der kunne afkøle den mest inderlige og lidenskabelige elsker af maskiner i Maranello og for altid trække det mest velvillige kreditkort tilbage.
Jeg oplevede denne følelse i en alder af 6, da min far tog mig med til en Ferrari-stand for første gang. Jeg rørte let ved dækket på en 358TB, og et øjeblik troede jeg, at alarmen ville gå i gang, jeg følte mig som en kætter for at røre ved sådan en «bil-hellighed». Jeg tror på, at i dag er anderledes, og sandheden er, at jeg, i modsætning til Robert Maduri, ikke ankom til standen i en Range Rover eller bar et Audemars Piguet Chronopassion-ur på mit håndled. Jeg kørte i en beskeden Volkwagen Passat og på mit håndled må jeg have haft en Power Ranger transporter. Men hvad så?!
Robert Maduri, blev ikke. Oprørt over situationen, og da han ikke havde noget at tabe, flyttede han til den anden side af vejen, hvor en smuk og moderne Mclaren-forhandler venter. Og han havde knap nok åbnet munden, siden sælgeren fortalte ham alle detaljerne om produktet.
Resultat? Stillet over for en sådan forskel i tilstedeværelse havde Robert Maduri ikke "halve foranstaltninger", og så snart han kom hjem, postede han en rapport om oplevelsen på sin blog (Dobbeltkoblingen). Rapporten gik viralt, og brandet endte, i stedet for at få butikken til at erkende sin fejl og rette den, med at handle på den gamle italienske måde, med forsøg på tvang og trusler fra retten.
Og hvis en kunde går tabt, eller vil det være tusindvis? Vil denne type tilgang til forbrugeren ikke drive en helt ny generation af kunder væk? Hvad vil det italienske mærke gøre, når babyboomer-generationen begynder at bytte kraftige italienske maskiner ud med mere beskedne stokke? Det vil tiden vise. Hvad os angår, er vi med Double Clutch og Chris Harris for sandheden. I hvert fald indtil vi bliver truet...
Tekst: Guilherme Ferreira da Costa